Få hjemmesiden læst højt ved hjælp af adgangforalle.dk

Søg på sonderborgkommune.dk

Søgefelt

 

12 foreninger fik tilsammen 265.000 kr.

Ved den 12. legatuddeling i I.P. Nielsen Fonden til minde om Dronning Ingrid modtog 12 foreninger legater. Fondens protektor, HKH Prinsesse Benedikte, kastede for 12. gang glans over uddelingen ved sin tilstedeværelse, denne gang på Nordborg Slots Efterskole.
Opdateret 06.08.2019

legatuddeling_gruppefoto.jpg

Fondsbestyrelsen prøver at placere legatuddelingerne rundt i hele landsdelen for at understrege, at fondsmidlerne skal komme børn og unge i HELE landsdelen til gavn. Nordborg Slots Efterskole var stedet i år, og foregående år har man været på bl.a. Gram Slot, Tørning Mølle, Kunstmuseet i Tønder og Brundlund Slot.

 

Prinsesse Benedikte blev modtaget på Nordborg Slot af formand for fondens bestyrelse, Anna Margrethe Ikast, Freya Andreasen, der overrakte blomster til prinsessen og samtidig repræsenterede en af de modtagende foreninger, Foreningen af Cancerramte Børn, samt forstander Rune Madsen og viceforstander Lars Johansen, begge Nordborg Slots Efterskole.

 

I Sportshallen på efterskolen, som dannede ramme om uddelingen, hilste Prinsessen dernæst på repræsentanter for fondsbestyrelsen, Bente Weber Tiettje, Stig Kabell Nielsen og Bendt Olesen.

I sin tale til legatmodtagerne fortalte fondsbestyrelsens formand, Anna Margrethe Ikast bl.a., at midlerne i fonden skyldes salget af I.P. Nielsen-Hjemmet i Sønderhav, og at forløberne for dette hjem, Dronning Ingrids to feriehjem i hhv. Blåvand og Bøgebjerg, har givet tusindvis af børn gode ferieoplevelser. Hun glædede sig og udtrykte stor taknemlighed over, at prinsesse Benedikte trofast foretager legatuddelingerne hver år.

Prinsessen kvitterede også med en tale og sagde bl.a.:

- Dronningen og jeg føler os stærkt knyttet til denne landsdel, og arbejdet i fonden her giver mig en god mulighed for at komme rundt til mange steder i Sønderjylland. Jeg ved, at min mor ville sætte stor pris på alle de legatmodtagere, der er valgt i år, fordi de repræsenterer børn og unge i foreninger, hvor pengene vil blive brugt på bedste måde.

 

Foreningerne, der fik penge i dag, var:

 

Foreningen af Cancerramte Børn, 24.456 kr. til div. udendørs udstyr

Sønderjyske Kidz, 15.000 kr. til køb af træningstøj

Museum Sønderjylland, 12.250 kr. til materiale til fremstilling af lerfigurer

Bredebro IF’s håndboldafdeling, 5.241 kr. til nye håndboldredskaber

Bov IF Badminton, 8.000 kr. til legeredskaber til Miniton

Sønderborg Skyttekreds, 32.000 kr. til to luftrifler

Egen UI, 49.987,50 kr. til airtrack

Bevtoft UI, 14.763 kr. til børnetrampolin

Gram Museumsforening, 47.000 kr. til klassesæt

De Grønne Pigespejdere, 10.000 kr. til båludstyr og beklædning

Alnor Strandpark, 30.000 kr. til bålhytte

Haderslev Domkirkes Pigekor, 16.500 kr. til korbeklædning