Få hjemmesiden læst højt ved hjælp af adgangforalle.dk

Søg på sonderborgkommune.dk

Søgefelt

 

Uddeling 2008

Ved en festlig højtidelighed den 28. juli 2008 på Gråsten Slot uddelte Hendes Kongelige Højhed, Prinsesse Benedikte, for første gang i fondens historie legater fra I.P. Nielsen Fonden til minde om Dronning Ingrid.
Ansvarlig: Tove Wilhelmsen
Opdateret 14.11.2017

Prinsessen bød velkommen i slottets spisestue, hvor legatmodtagere, fondens bestyrelse og pressen deltog, og hun fortalte, at det havde været en stor glæde at sige ja, da hun sidste år blev spurgt, om hun ville være protektor for fonden.

- Jeg er også sikker på, at det ville have glædet min mor, Dronning Ingrid, meget at vide, at denne første uddeling finder sted her, sagde prinsessen.

Dernæst takkede fondens formand, Anna Margrethe Ikast, for muligheden for at være på slottet, og hun fortalte om baggrunden for oprettelsen af I.P. Nielsens Fonden. Dens midler består af penge fra salget af I.P. Nielsen-Hjemmet i Sønderhav, som var efterfølger til de to feriehjem i Blåvand og på Fyn, som I.P. Nielsen og Dronning Ingrid ved fælles interesse og i forskellige fonde lagde grunden til, og som gennem årene har givet omkring 25.000 sønderjyske børn lejrskole- eller ferieophold. 

Fonden uddelte i går 260.000 kroner i syv portioner. De største beløb, to gange 55.000 kroner, tilfaldt henholdsvis Sønderjyllands Symfoniorkester til undervisningsmaterialer til skolekoncerter og Gråsten Garden til uniformer til nye ti elever. Gram Lergrav, som er en del af Museum Sønderjylland, fik 50.000 kroner til anskaffelser til naturhistorisk afdeling, mens Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund fik 40.000 kroner til legeredskaber.

Sønderjysk Pigekor fik 35.000 kroner som tilskud til deltagelse i en korfestival i Graz i Østrig, mens 15.000 kroner tilfaldt Nordals Folkedansere til projektet "folkedans som scenekunst for børn og unge". Endelig fik Sønderborg Slot 10.000 kroner til gennemførelse af projektet "Hertugbørn og andre børn på Sønderborg Slot i 1600-tallet" - en oplevelsesorienteret aktivitet.

Efter uddelingen underholdt elever fra Sønderborg Kommunale Musikskoles talentlinje, og der var lejlighed for legatmodtagerne til at fortælle prinsessen og fondsbestyrelsen om de projekter, de nu har fået en håndsrækning til at kunne realisere.